Om Dagsommerfugle​​

En morphosommerfugls vinger består af et flere lag af tætsiddende pigment- og strukturskæl  ​

Svalehaler (Papilionidae)

​

Svalehalerne omfatter cirka 600 arter og omfatter nogle af verdens mest berømte sommerfugle, herunder de store birdwings. Deres særlige kendetegn er, at de fleste arter har haler på bagvingerne. Størstedelen er store, farverige, yndefulde og nærmest fløjlsagtige sommerfugle, hvoraf nogle af dem er giftige eller ildesmagende både som larve og som voksne.

​

​Modsat takvingerne har svalehalerne ikke camouflagefarver på bagsiden af vingerne, hvilket gør, at de hele tiden er synlige. Det gør dem lettere at finde for en mage men også for fugle og andre rovdyr. Men rovdyrene har lært at kraftige farver som regel er ensbetydende med gift eller dårlig smag! Derfor får svalehalerne som regel lov at være i fred for rovdyr men ikke for magen.​

​

Blåfugle (Lycaenidae)

​

Blåfuglene er små hurtige sommerfugle, der på verdensplan tæller mere end 6000 arter. Selvom blåfuglene er overvejende blå, findes der også orange, grønne og lilla arter. Fælles for blåfuglene er, at de fleste hanners vinger har et metallisk skær, mens de fleste hunner har mere afdæmpede farver. Et særligt kendetegn ved blåfuglene er deres sort- og hvidstribede følehorn.

​

Blåfuglens udvikling fra larve til sommerfugl afhænger af et symbiotisk samspil med myrer. På jordens overflade udskiller blåfuglens larve et flydende sukkersekret, som får myrerne til at tage den med ned i myreboet under jorden. Hernede er blåfuglelarven beskyttet af myrerne, mens den lever af at æde myrernes larver. Men myrerne lader den være i fred, fordi larven udskiller et sukkerstof, som myrerne elsker. Som ekstra beskyttelse har larven en tyk hud, og den kan kommunikere med myrerne ved at frembringe lyde og vibrationer. Larven forpupper sig i myreboet, og når den udklækker som voksen sommerfugl, må den først kravle den lange vej ud af myreboet, før den kan flyve ud og yngle. 

Takvinger (Nymphalidae)

​

Takvingerne tæller over 7000 arter, og er således den største familie af dagsommerfugle. Det er mellemstore til store sommerfugle, der typisk har et takket mønster på vingerne og/eller langs vingernes kanter. Hos andre er selve vingeformen præget af takker, som for eksempel dagpåfugleøje (inachis io) og nældens takvinge (aglais urticae), som vi kender fra Danmark.

​

Men takvingerne ser meget forskellige ud og er derfor inddelt i flere underfamilier, herunder randøjer, perlemorsommerfugle og pletvinger. Blandt de forskellige særpræg inden for takvingernes underfamilier kan nævnes skinnende blå vinger, gennemsigtige vinger, vingemønstre, der ligner øjne samt vinger, der på undersiden skinner af sølv.

Skal man derfor være sikker på, at man har at gøre med en takvinge, så er der 2 kendetegn, som alle takvinger har til fælles:

​

Undersiden af vingerne har camouflagefarver, så sommerfuglen nærmest kan "forsvinde", når den sidder med lukkede vinger.

På sommerfuglens hoved under øjnene er der 2 små spidser, som takvingen primært bruger til at smage på kvaliteten af den plante, der skal lægges æg på. Spidserne kaldes "pensler" eller "palper" og er faktisk en omdannelse af sommerfuglens 2 forreste ben.

​

​ Takvingerne er den eneste sommerfuglefamilie, hvor nogle arter trækker over store afstande for at overvintre og yngle. Her tjener "penslerne" som beskyttelse af sommerfuglens øjne mod for eksempel sand, når den flyver over store afstande, Kigger man nærmere på kroppen af de takvinger, der trækker, vil man bemærke, at deres vingemuskulatur er større end hos andre sommerfugle!

​

Eksempler på takvinger, der trækker, kan nævnes monarksommerfuglen (danaus plexippus) og admiralen (vanessa atalanta), som vi ser ankomme i Danmark fra Sydeuropa i juni eller juli måned.​

Placeringen af pigment- og strukturskæl ses tydeligt helt tæt på ​

Kallima Inachus kombinerer iøjnefaldende farver med kamouflagemønstre. Bagsiden af den vinger ligner et et tørret blad ​

De fine frynseskæl langs vingernes kanter ses tydeligt hos blåfuglene​

​Æg​

​

​Hunnen afsætter sine befrugtede æg på eller i nærheden af nøje udvalgte foderplanter. Æggene placeres enkeltvis, i mindre grupper på ca. 5-15 æg eller i store dynger på op til omkring 100 æg. Nogle arter placerer deres æg skjult under planternes blade mens andre arter spreder deres æg ud over græs- og engområder. For at skjule dem, har sommerfuglenes æg typisk grønlige farver og udformning og mønstre, der ligner værtsplantens. Kort tid inden larven kommer ud af ægget, bliver ægget mørkere.

​

Sommerfuglene har det fællestræk, at de lægger mange æg. Det gør de, fordi, at kun omkring 2-3 % af æggene ender med at blive til et ynglende par voksne sommerfugle. Som æg, larve, puppe eller voksen er sommerfugle udsatte for vejr, parasitter, rovdyr eller sult, som er årsagerne til, at de dør.

​

Larve

​

Det er rene ædemaskiner, der kommer ud af æggene. Livet som larve handler kun om vokse så meget og så hurtigt som muligt. Deres første måltid er som regel det æg, som de er klækket af, da det er rigt på næringsstoffer. Som hovedregel starter larverne med at æde i flok, mens de lever mere solitært, når de bliver større. Med deres bidende munddele fortærer sommerfuglelarver enorme mængder plantemateriale, vokser og skifter hud mindst 4 gange inden de forpupper sig. Nogle larver er monofage (æder kun én slags plante), mens andre er polyfage (æder flere slags planter). Larver kan optage både fedt, kulhydrat og protein i deres krop, mens den voksne sommerfugl kun kan optage vand, sukker og mineraler. Det vil sige, at larver som hovedregel er vegetarer, men nogle arter æder deres artsfæller, hvis de støder på en anden larve!

​

​Alt efter hvilken familie og art larven tilhører, kan de variere meget i udseende. Nogle er helt glatte med camouflagefarver, mens andre har horn, pigge, hår og kraftige farver for at signalere, at fjender skal holde sig væk. Nogle kan endda puste sig op og sprøjte med væsker!

​

​Når larven er fuldt udvokset, spinder den en silketråd om sig selv og en plante, smyger sig ud af sit sidste larvehudskifte, hvorefter puppen dannes. Nogle larver forpupper sig nede i jorden eller mellem blade, mens andre spinder kokoner, hvor man kan finde puppen indeni. Forskning har vist, at selvom larver ser dårligt, så er de i stand til at afgøre hvilken farve omgivelserne har, når de forpupper sig. Derfor får puppen samme farve som det sted, hvor man kan finde den, og puppen er derfor godt camoufleret.​​

Puppe

​

Sommerfugle gennemgår holometabolisme, også kaldet fuldstændig forvandling. Den sommerfugl, der kommer ud af puppen er et helt andet dyr, end den larve, der for-puppede sig. Fra at være en kravlende ædemaskine med bidende kæber og et dårligt syn, sker der en markant udvikling inden i puppen, hvor der udvikles antenner, bedre øjne, vinger, vingeskæl, hjerne, hjerte, nyt fordøjelsessystem og sugesnabel (som er en ombygning af larvens kæber).

​

​Kigger man nærmere på en puppe, vil man inden for 24 timer før den klækker kunne se, at puppen bliver mere gennemsigtig. Pludselig kan man helt tydeligt se den voksne sommerfugls vinger, og det er et tegn på, at sommerfuglens forvandling er færdig.

​

​Hannen klækker fra puppen et par dage før hunnen, så han kan flyve ud og finde et territorie, som han kan tiltrække hunnerne til, når de kommer på vingerne.

​

​Voksen

​

​I de tropiske egne af verden er der sommerfugle på vingerne hele året rundt, dog færre i tørtiden. I Danmark møder vi de første sommerfugle i det tidlige forår, når solen varmer og blomsterne begynder at springe ud. Når sommeren kommer og alt blomstrer, er mængden af sommerfugle størst, hvorefter antallet falder hen over efteråret, når planterne afblomstrer. ​​​De voksne sommerfugle lever i gennemsnit kun i 3 uger, og i denne periode har de travlt med at reproducere sig og sikre næste generation af sommerfugle. Han og hun finder hinanden ved hjælp af duftstoffer (feromoner) og ved farvegenkendelse.

​

Sommerfugle lever af vand, sukker og mineraler, som de får gennem blomster, frugt, honningdug fra bladlus, ådsler, ekskrementer samt gennem fugten fra sand og jord. Det er især vigtigt, at hannen optager mange mineraler, da de overføres til hunnens æg med hans sæd ved parring og giver en bedre befrugtning. Man siger, at hannen giver hunnen en "bryllupsgave".​

​

​Når æggene er lagt, dør de fleste sommerfugle. Nogle arter overvintrer dog, og når måske at parre sig, når foråret atter melder sin ankomst. Vinterdvalen kaldes også diapause, og her tærer sommerfuglene på de fedtreserver, som de har opbygget i løbet af sommeren. I Danmark overvintrer fx. Nældens Takvinge, Dagpåfugløje og Citronsommerfugl. Man finder hyppigst de dvalende sommerfugle i kældre, udhuse og andre steder, mens man ofte kan finde Cironsommerfuglen siddende blandt planter i det fri, selv i hård frost!

​

​Alternativet til vinterdvale er træk. Det er kun takvinger, der trækker. I Danmark kender vi bedst Admiralen og Tidselfuglen, som om sommeren kommer på besøg hos os fra Sydeuropa og Afrika. I Amerika trækker Monarksommerfuglen i millionvis mellem Mexico og USA/Canada. Takvingerne trækker væk fra varme og tørke i syd for at lægge æg, hvor der er mest føde til deres larver. Den nye generation af sommerfugle når at komme på vingerne i tide, så de kan vandre sydpå, når det bliver koldt i Danmark, USA og Canada.

Mange sommerfugle forsøger at skræmme rovdyr væk med farvetegninger på deres vinger, der ligner øjne. Det er et helt fantastisk fænomen, at evolutionen har udstyret sommerfuglene med denne mekanisme​

Mange larver er iøjnefaldende og forsøger at beskytte sig mod rovdyr ved hjælp af en kombination af hår, farver og mimicry. Denne larve kunne nemt forveksles med en giftig edderkop.  ​

En sommerfugl består af en forkrop, en bagkrop, et hoved med 2 følehorn, 2 øjne og en sugesnabel, 6 ben (hos takvinger 4 ben og 2 "pensler"/"palper"), 2 forvinger og 2 bagvinger.

​

Sommerfuglens forkrop indeholder flyvemusklerne. Alle 4 vinger samt benene er fæstnet på forkroppen. På brystet på undersiden af forkroppen har sommerfuglen et sanseapparat, der hjælper den til at finde frem til de rette værtsplanter at lægge æg på. Med små kroge på benene kan sommerfuglen stikke hul på blade for at smage sig frem til, om planten er god nok som foderplante for dens larver. Ja, sommerfugle smager med deres ben! Men deres ben opfanger også vibrationer. Så hvis du forsøger at snige dig ind på en sommerfugl, og den ikke har set dig, så har den muligheden for at opfange dine bevægelser gennem benene.

​

Bagkroppen indeholder alle sommerfuglens organer og kønsorganer. Bagkroppen er som hovedregel større på hunnen, da den indeholder alle de æg, der skal sikre næste generation af sommerfugle. Kønsorganerne er unikke, hvilket betyder, at kun sommerfugle af samme art kan parre sig med hinanden!

Sommerfuglen trækker som larve og voksen vejret gennem spirakler, som er små åndehuller, der sidder på siderne af kroppen.

​

Sommerfuglens lugtesans sidder i følehornene. Hos dagsommerfuglene ender følehornene i en fortykkelse, der kaldes "køllen". I køllerne sidder lameller, som opfanger duftstoffer fra foderemner og feromoner fra mager.

Følehornene er et essentielt sanseorgan. Sommerfugle ses nogle gange rode med deres følehorn i jord og blade i deres jagt på mineraler. De bruger dem også til at tromme på en mage, måske i et forsøg på at afgøre, om hunnen har parret sig og lagt æg.

​

Johnston´s organ

Ved basen af følehornene sidder Johnston´s organ, der hjælper sommerfuglen med at bestemme retning, styre balance og hastighed samt opfange magnetiske felter under flyvning og migration. Der er lavet forsøg, hvor man har fjernet sommerfuglenes følehorn og derefter observeret sommerfuglene flyve ind i alting, som om de intet kunne se. Dette understøtter, at Johnston´s organ og følehornene er tæt forbundet, og at sommerfuglens syn bedst egner sig til at se bevægelse og ikke kan bruges til at navigere.

Syn

​

Dagsommerfuglenes øjne kaldes appositionsøjne. Det er øjne, der er sammensat og består af tusindvis af enkeltøjne eller facetter. Hver facet indeholder 2-6 lysreceptorer kaldet ommatidier. Det betyder, at sommerfuglen bruger dagslys for at kunne se. Til sammenligning har en natsværmer 9 lysreceptorer pr. facet, hvilket vil sige, at natsværmere er bedre til at udnytte det sparsomme lys, der er om natten. Forskning viser, at synets skarphed forringes jo flere lysreceptorer, der er i øjet. Dette betyder, at dagsommerfugle ser skarpere end natsommerfugle, men der hersker uenighed om, hvor godt dagsommerfuglene kan se. 

​

Man er enige om, at dagsommerfugle reagerer på bevægelser, men man ved ikke, hvor skarpt de kan se, og om de kan sammensætte billedindtrykkene fra de tusindvis af facetter til ét billede. Et dette tilfældet, ser dagsommerfugle formentlig skarpere, kan fokusere og se mere dimensionelt end vi tror!

​

Uanset hvad, så viser forsøget med fjernelsen af sommerfuglenes følehorn, at de ikke kan navigere ved synet alene, men er afhængige af deres følehorn og Johnston´s organ.

​

Dagsommerfugle kan se bevægelser og farver i det synlige spektrum, som vi mennesker også kan se. Men sommerfuglene udmærker sig ved også at kunne se ultraviolet lys (UV-lys), som ligger uden for menneskets spektrum af synligt lys, og som vi derfor ikke kan se. Fordelen ved at kunne se UV-lys er, at sommerfuglene nemt kan finde deres foderblomster, som netop udsender UV-lys for at sikre at blomsterbestøvende insekter kan finde dem.

​

Dagsommerfugle identificerer deres artsfæller og mager ved først at genkende deres farver. Nogle sommerfugle reagerer således for eksempel på farven rød. Men alle sommerfuglearter har et unikt UV-mønster på deres vingers overside, som er knyttet til den specifikke art. Det er derfor først, når sommerfuglen genkender det unikke UV-mønster på en anden sommerfugl, at den er sikker på, at den har fundet en sommerfugl af samme art. 

​

Man ser derfor tit sommerfugle flyve efter hinanden (farvegenkendelse) og derefter rundt om hinanden for at kunne undersøge UV-mønstret nærmere. Når det rette UV-match således er fundet, skal de unikke kønsorganer under parringsakten afgøre, at der virkelig er tale om sommerfugle af samme art.​​

Et par dage inden sommerfuglen klækker fra sin puppe, bliver puppen nærmest gennemsigtig og sommerfuglens vingemønstre afsløres​

Den nyudklækkede sommerfugl folder sine vinger ud ved at pumpe væske gennem vingeribberne, der  her ses som "striber" på vingerne. Når vingerne er helt foldet ud, er sommerfuglen flyveklar​

Man kan sammenligne sommerfuglenes vinger med et udspændt sejl på et skib eller en udspændt teltdug. Vingerne holdes stive og forsynes med blod og næringsstoffer gennem vingeribber, som er et net af små rør, der forgrener sig ud i hele vingearealet.

​

Vingerne er beklædt med vingeskæl, som har forskellige formål:

​

• De beskytter selve vingen, så der ikke går hul på den.
  
• De gør vingerne glatte, så sommerfuglen er svær at få fat i.
  
• De er vandafvisende, så sommerfuglen kan flyve i regnvejr, hvis det bliver absolut nødvendigt. Der findes sommerfugle, der kan flyve igennem små vandfald, hvor vandvæggen er meget tynd eller mest består af vandstøv. Dog undgår sommerfugle at flyve i regnvejr, da store regndråber nemt kan slå dem til jorden og gøre dem sårbare over for rovdyr.
  

Sommerfugle har 4 forskellige slags vingeskæl, som hver især har deres egen funktion:

​

• Pigmentskæl er farvede vingeskæl, der er med til at give sommerfuglene deres farver. Pigmentskællenes farver bestemmes af hvilken plante sommerfuglen åd, da den var larve. Pigmentfarvede skæl er meget udbredte hos gule og hvide sommerfugle, og pigmentfarverne falmer over tid, især hvis de udsættes for sol.
  
• Strukturskæl er halvgennemsigtige skæl, der sidder iblandt og over pigmentskællene og er med til at skabe fantastiske farver og effekter på sommerfuglenes vinger.
  
• Duftskæl ses som streger eller pletter på hannernes vinger. De bruges til at udsende duftstoffer, kaldet feromoner, der har til formål at tiltrække hunner. Det er en effektiv måde at sikre, at han og hun hurtigt kan finde sammen og forestå parring og efterfølgende æglægning inden sommerfuglene dør eller parringsæsonen er ovre.
  
• Frynseskæl sidder som en fin, lille kant langs vingerne på sommerfugle, der lige er klækket fra deres puppe. Frynseskællene hjælper sommerfuglen med at forbedre aerodynamikken under de første flyvninger. De slides af med tiden og er nemmest at se hos blåfuglene, hvor de ses som en hvis kant langs de blå vinger.​​
  

Vild natur med masser af forskellige planter er habitat for mange forskellige sommerfuglearter​

En ligustersværmer (Sphinx Ligustri) demonstrerer sin effektive kamouflage mod barken på et træ​

Hver dag fanger og indsamler almindelige mennesker, forskere, entomologer og andre interesserede sommerfugle i deres naturlige omgivelser i hele verden. Samlet set bliver det hvert år til en brøkdel af en brøkdel af verdens vilde sommerfuglebestande; altså kun en meget lille del.

​

Det skyldes dels, at der heldigvis stadig er mange sommerfugle i den vilde natur, men måske endnu mere den mekanisme, at der ALTID er et bestemt antal sommerfugle pr. kvadratkilometer natur. Det betyder, at hvis en person fx. indfanger 3 sommerfugle på en eng, så går der kun kort tid før 3 andre sommerfugle indtager de "ledige pladser", der er blevet. Antallet af sommerfugle i et område afhænger af, hvor gode betingelser, der er for den enkelte sommerfugleart i netop det område. Primært er det afgørende, om der er de rigtige værtsplanter at lægge æg på, og om der er nok blomster og andre fødekilder i området, som de voksne sommerfugle kan leve af indtil parringen er overstået og sæsonen slutter.

Men antallet af rovdyr og snyltere (fx. snyltehvepse) i habitatet samt vejret har også en stor indflydelse på mængden af sommerfugle og larver. Det er en helt naturlig balance, som naturen selv regulerer.

​

Der er i udlandet lavet forsøg med at indsamle sommerfugle i udvalgte områder for at se, om det var muligt helt at fjerne sommerfuglene derfra. Forsøget slog fejl forstået på den måde, at der løbende kom nye sommerfugle til områderne. Og det er glædeligt, for det betyder, at sommerfugle regenerer deres bestande hurtigt, hvis der "mangler" sommerfugle i et område, hvor livsbetingelserne i øvrigt er optimale.

Sommerfugle lægger alt for mange æg netop for at erstatte de sommerfugle, der forsvinder gennem sæsonen af de nævnte årsager. Problemet opstår først når sommerfuglenes levesteder og økosystemer forsvinder enten på grund af menneskelig aktivitet eller p.g.a. klimaforandringer. Når mennesker fx. inddrager naturområder til mark- eller skovdrift, forsvinder den naturlige beplantning og dermed også de sommerfugle, der lever i området!

​

Så gå endelig ud i naturen og nyd og fang nogle af de smukke sommerfugle. Men slå også gerne et slag for at bevare og genoprette naturområder i Danmark og i resten af verden, så vi i fremtiden også kan opleve sommerfuglene i deres naturlige økosystemer.

​

Bemærk dog, at ikke alle sommerfuglearter har gode udsigter i Danmark og må derfor ikke indfanges. Nogle arter er forsvundet, nogle er i tilbagegang, mens andre arter er på vej til at slå sig ned i Danmark. Se i den forbindelse denne undersøgelse lavet af Århus Universitet: http://scitech.au.dk/roemer/maj-2015/danske-dagsommerfugle-er-i-staerk-tilbagegang/

​

Jeg henviser i øvrigt til danmarks gul- og rødlister, som beskriver de danske dyre- og plantearter, der er under observation, fredet eller truet: http://mst.dk/natur-vand/natur/national-naturbeskyttelse/beskyttede-arter/roed-og-gullisten/

​

Der laves også gul- rødlister for udlandet og her heniser jeg til CITES (Washingtonkonventionen), hvor alle verdens truede dyr og planter kan findes: https://www.cites.org/​​​

En flok blåfugle er her samlet i deres jagt på væske og mineraler​

Selvom vi er vant til at se den "danske" sommerfugl dagpåfugleøjet (Aglais Io), er dens farver kombineret med dens "øjne" på vingerne helt unikke, hvis man sammenligner med sommerfugle i resten af verden  ​